Jeg tilbyder forskellige typer undersøgelsesforløb for børn, unge og unge voksne, som oplever udfordringer i deres hverdag.
Det kan fx være sociale, skolemæssige, følelsesmæssige eller kognitive vanskeligheder (herunder bl.a. forstyrrelse af opmærksomheden).
Et undersøgelsesforløb består typisk af følgende trin:
1) Indledende samtale (forsamtale)
2) Interviews med forældre og barn/ung
3) Testning og spørgeskemaer
4) Tilbagemeldingssamtale
5) Rapport / erklæring
6) Evt. rådgivningsmøde med skole/daginstitution
Forløbets indhold og varighed fastlægges ud fra vores indledende samtale, hvor vi sammen afdækker den konkrete problemstilling.
En neuropsykologisk undersøgelse består typisk af testning af generelle kognitive færdigheder (intelligens) med en såkaldt Wechsler skala (WISC for børn og WAIS for unge og voksne) samt testning af specifikke færdigheder (fx arbejdshukommelse og opmærksomhedsfunktion).
En diagnostisk udredning starter altid med et bredt screeningsinterview for at afdække mulige psykiatriske symptomer. Herefter tilpasses udredningen med relevante interviews, spørgeskemaer og tests, baseret på de tilstedeværende symptomer.
Resultaterne af undersøgelsen skal naturligvis være til gavn for jer som familie. Derfor drøfter vi sammen hvad I ønsker at få ud af forløbet. Det kan være, at I ønsker en bedre forståelse af jeres barns udfordringer og styrker, eller søger konkrete anbefalinger til tilpasninger i barnets hverdag, rådgivning til skole eller behandling.
Er I i tvivl om, hvordan et forløb kunne se ud for jer, er I altid velkomne til at kontakte mig.